Bordeaux

Skulle man udnævne en vinens hovedstad, ville Bordeaux være et oplagt emne. Intet andet vindistrikt i verden har på noget tidspunkt haft så mange værdsatte og eftertragtede vine som Bordeaux.
Man kan så spørge sig selv, hvad årsagen er til, at Bordeaux har opnået denne succes, der måske lige så godt kunne være tilfaldet distrikter som Bourgogne eller Rhône.
Beliggenheden med adgang til Atlanterhavet og dermed det engelske marked har ganske givet en stor del af æren. En anden vigtig faktor er uden tvivl Bordeaux’s 1855-klassifikation (Grand Cru Classé), der har gjort det meget enkelt for forbrugeren at overskue områdets bedste vine, – et system, ingen andre distrikter i verden har forstået at gøre efter. Bordeaux’s vinområde dækker i alt 100.000 ha, der er fordelt på 54 appellationer og mere end 13.000 producenter.
Traditionelt opdeler man distriktet i to dele, nemlig højre og venstre bred. Højrebredden, der bl.a. indbefatter de to kendte vindistrikter Saint-Émilion og Pomerol, producerer hovedsageligt vine baseret på Merlot-druen. Cabernet Sauvignon er omvendt den dominerende druesort på venstrebredden, der bl.a. består af Médoc-halvøen (Bas-Médoc og Haut-Médoc) med kendte kommuner som Margaux, Saint-Julien, Pauillac, Saint-Estèphe, Listrac og Moulis.
Efterfølgende ligger hvidvinsdistriktet Graves med Pessac-Léognan og to af verdens bedste områder for produktion af søde dessertvine, Sauternes og Barsac. Det er oftest disse kommuner, man taler om, når man taler om Bordeaux - men det er ikke herfra, den største mængde købes.
De salgsmæssige store volumer kommer derimod oftest fra Entre-deux-Mers og Les Côtes, der indeholder små pålidelige appellationer, hvor man ofte får utrolig meget vin for pengene. Det er vine, som sælges under betegnelser som Bordeaux AOC og Bordeaux Supérieur, og med den rette vejledning kan man guide sig forbi de dårlige undtagelser – og de findes absolut – og frem til vinen, der i kraft af sin høje kvalitet er med til at vedligeholde og bevare det gode ry og rygte, Bordeaux-distriktet generelt har.

preload spinner