Østrig

Vinhistorien i Østrig kan føres helt tilbage til 400 f. Kr., hvor Kelterne havde besat landet. Den egentlige udbredelse af vindyrkning skete dog først noget senere, da både stifter og klostre begyndte at vise interesse for vin. Det var nu ikke længere kun som nydelsesmiddel, at vinen blev brugt – den var samtidig meget værdsat og brugt som helbredende middel. I det 16. og 17. århundrede blev vinmarkerne og dermed også vindyrkningen indskrænket gevaldigt på grund af stor recession og politisk ustabilitet – hvilket bl.a. betød landeflugt. Først i det 18. århundrede, under Kejserinde Maria Theresia og Josef II, fik landet igen en økonomisk optur samtidig med, at der blev indført en række love, som lovliggjorde salg af hjemmelavede vine og levnedsmidler. Vi skal dog frem til 1900-tallet, før der rigtig kom fart på udviklingen igen. Forsøgsmarker, såvel gamle som nye, blev beplantet med både kendte og ukendte vinplanter. På et tidspunkt var der i alt 425 forskellige druesorter. Sideløbende blev der grundlagt seriøse vinskoler, hvor de fleste vinbønder blev optaget og fik deres eksamen fra. Kvaliteten har været stigende i mange år. En ny vinlovgivning blev i 1985 lavet for at øge kvaliteten yderligere til fordel for både kvalitetsproducenten og forbrugeren. Med en af verdens strammeste vinlovgivninger og en stadig større skare af kvalitetsbevidst producenter er det lykkedes at få et internationalt gennembrud. Mange internationale tidsskrifter priser løbende både vine lavet på de lokale druer som Grüner Veltliner og Zweigelt og vine lavet på kendte druer som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc.
preload spinner